Dagen startede klokken 06.30 hvor vi fik udleveret vores toej og udstyr og vi skulle efter planen have vaeret afsted fra hostelet (hostelet havde eget turistbureau hvorfra jeg bestilte turen) klokken 07. Men, mine kaere israelere (i dette tilfaelde 3 piger og 2 drenge) har og havde som altid deres egen dagsorden som ikke behoever at foelge andres ligegyldigt for roevirreterende det maa vaere for de andre i gruppen at sidde i en halv time og vente fordi de ikke lige kunne goere sig faerdige. Men saadan er de dejlige israelere nu engang (ja min ironi skinner igennem, jeg er bare slet, SLET ikke fan...) Det var varmt og solen skinnede fra en skyfri himmel og Villarica var helt klar, fri for skyer, naermest som om den stod og blaerede sig, inviterede os til at komme op. "Her er jeg, hvad kan I saa?"
Vi koerte afsted og det tog ikke saa lang tid da Villarica ligger ca. 20 km fra Pucón. Vi blev koert op til en parkeringsplads og her skulle vi saa traekke i vores jakker og paafoere os vores hjelme. Vi skulle herefter gaa et kort stykke op til en lift, vi fik her tilbuddet om at tage liften for 7.000 pesos eller gaa det forholdsvis lange stykke. Jeg havde laest flere steder paa nettet og hoert fra mange at turen med liften i den grad var det vaerd, da man ikke ville vaere udmattet allerede foer man begyndte opstigningen. Opstigningen af Villarica er en rigtig turistmagnet i det her omraade saa der var vel omkring 300 mennesker denne morgen, tror cirka halvdelen tog liften.
Da vi saa naaede enden af liften blev vi samlet af vores guide og saa skulle vi ellers i gang. Vi laerte teknikken om at bruge hakken, man skulle stoette sig til den og skifte alt efter hvilken side der var "hoejest beliggende" saa man kunne stoette sig til den paa en ordentlig maade. Vi var oprindeligt omkring 25 der var taget afsted fra hostelet, os (5 israelske piger, et israelsk par, et canadisk par og mig) havde taget liften mens de 15 andre havde valgt at gaa. I kan nok forestille jer min begejstring da jeg i min gruppe kun kunne hoere hebraisk.
Saa begyndte opstigningen, vi gik i hele tiden i zig-zag i guidens fodspor, saa det hjalp en del paa svaerhedsgraden af at gaa paa is og sne. Vi holdt en pause for cirka hver 45 min paa vej mod toppen. Foer opstigningen havde jeg laest flere steder at man skulle vaere i rigtig god fysisk form for ikke at komme i problemer op af stigningen og jeg var godt nervoes foer vi startede. Jeg foelte mig ikke sikker paa om jeg var i god fysisk form, paa trods af mine mange byvandringer og vandreture i El Chalten. Men hvor var det fedt, og hvor maa jeg have vaeret i god form(haha!). Det var som om at jeg naermest fik det bedre og bedre jo hoejere op vi kom. Der var specielt momenter jeg oplevede paa vejen som naesten kan sammenlignes med cykelsporten. Oejeblikket hvor man ved det goer ondt paa én selv, men man kan se paa konkurrenterne at det goer endnu mere ondt paa dem, og derfor faar man moral og endnu mere styrke end foer. Det lyder lidt brutalt, for vi var jo en gruppe og det var ingen konkurrence, maalet var jo bare at faa alle op til toppen, men alligevel foelte jeg at jeg fik "diamanter i benene" for hver gang jeg saa at israelerne ikke kunne foelge med. Paa et tidspunkt blev vi overhalet af "drenge-gruppen" og her tilboed min guide at jeg kunne gaa med dem op, han maa have stoppet diamanterne i benene, men jeg syntes at det gik meget godt her, saa ingen grund til at risikere noget. Paa vejen op blev udsigten over det omkringliggende landskab kun bedre og bedre og da dagen var varm og klar var der ingen skyer til at oedelaegge udsigten.
 |
 |
Efter ca. 4,5 timers vandring i sne med en sol braendende ned fra himlen, kunne vi endelig tage de sidste skridt op paa toppen af vulkanen. Det var vildt at hele vejen op kunne man se roegen der steg op fra vulkanen, det gav moral at vide, at der var virkelig noget at komme efter oppe paa toppen. Alle fra min gruppe naaede toppen, paa trods af at den israelske fyr kom i store problemer halvvejs. Paa toppen var en fantastisk udsigt og et flot syn kunne se indersiden af vulkanen, lige denne dag / paa det tidspunkt kunne man ikke se lavaen boble nede i vulkanen, men hvor var det fedt og sejt at staa der paa toppen paa trods af manglen paa lava!!
 |
| VICTORY!!! |
Efter cirka 20 minutter paa toppen skulle vi saa ned igen, og denne gang skulle vi IKKE gaa. I stedet havde vi faaet en bobslaede og slidstaerke bukser... Vi skulle kure ned af vulkanen, paa roev og albuer, naesten i bogstaveligste forstand!! Flere af pigerne i min gruppe var vaeldig bange, "det ville jo gaa rigtig staerkt" "ville de ikke falde ud over kanten" osv. (alle klassikerne) men som guiderne selv sagde saa gjorde man det her fordi det var sikrere end at gaa ned. Nogle steder maatte man kun koere paa roeven, andre steder maatte vi bruge bobslaeden. Hvor var det fedt!!!! Vi skulle bruge hakken til at regulere farten og ja... jeg var en fartboelle! Der var 5 "etaper" paa vejen ned, altsaa steder hvor vi koerte ned, hvorefter vi gik hen til det naeste sted hvorfra man kunne kure ned. Paa 3 af dem fik jeg masset mig forrest og saa fik den ellers ikke for lidt!!! Flere gange proevede jeg at komme op og "flyve" da folk der havde koert langsomt havde samlet sne, som derved havde dannet en slags bakke (for mig, en rampe). Det var SAA fedt!! Og det var ekstra rart at jeg fik lov til at koere foerst et par gange, for hold nu op hvor koerte de piger langsomt.
Da vi naaede bunden, skulle vi gaa tilbage igen, denne gang kunne vi ikke vaelge liften. Men det var en let tur, pumpet op paa adrenalin, selvtillid og glaede var jeg nede som den foerste og ventede faktisk i 20 min paa at de andre fik slaebt sig ned. "El Vikongo" fik igen vist hvor skabet skulle staa.
Og da det hele var slut og vi skulle til at koere tilbage, da stod Villarica helt klar, med solen skinnende ned, og man kunne taenke, "Taenk, at jeg har staaet deroppe..."
 |
| Aldrig foer har jeg vaeret saa meget paa toppen |
Det var da noget af en fed oplevelse!!
SvarSletHilsen Torben