10/01 - 16/01. Pucón - Santiago

10/01 - Afslapning i Pucón efter gaarsdagen strabadser. Dagen blev brugt paa at gaa en lille tur og faa lagt billeder op paa nettet.

11/01 - Bus fra Pucón - Santiago. Bussen afgik fra Pucón klokken 21.45 og check-out fra mit hostel var 10.30... Heldigvis fik jeg lov til at opbevare mine ting paa hostelet og fik dagen til at gaa med at gaa ned paa plazaen, hvor der var cykelloeb og paa at snakke med en lille dreng, soen af en af de ansatte paa hostelet.

Han fik blandt andet vist mig hvordan man kaemper som en ninja / Power Ranger, danset Gangnam Style og truede med at oedelaegge mig hvis jeg ikke gik vaek fra hostelets computer (han kunne godt lide den computer). Det skal siges at han var en 4-5 aar, han er nok vant til at vaere omringet af mennesker!

Ninja / Power Ranger / Danser / Spilop optaget af spil.

Jeg kom fint med bussen om aftenen og fik sovet en smule.

12/01 - Santiago. Ankomst til Santiago busterminal klokken 07.30. Jeg kom med metroen og fik fundet mit hostel, dog var check-in foerst klokken 14, saa jeg brugte tiden paa at spise en stor gang morgenmad, sidde ved computeren og se SPAENDENDE dyreprogrammer i fjernsynet. Jeg blev checket ind, fandt mit vaerelse (paa 8. sal, 165 skridt, 150 af dem paa trapper, fra vaerelset til receptionen). Aftenen brugte jeg paa at gaa en lille tur og allerede her blev jeg forelsket i Santiago. Alle de gamle bygninger, de mange smukke plazaer og parker, groent naermest over det hele, hyggelige mennesker. Ja jeg fik et city-crush!
En sjov anekdote der ligesom viser min tilvaenning til sydamerikansk "levevis" fandt sted om aftenen da jeg gik ned paa en lille restaurant med fast-food. Her sad en velpolstret chilensk dame og spiste, jeg sad og kiggede lidt og taenkte paa den dejlige hot-dog der ventede mig da hun pludselig begyndte at snakke til mig. Jeg var ikke forberedt saa hendes spoergsmaal "De donde eres" (Hvor er du fra?) loed for mig som "Que hora es? (hvad er klokken). Saa jeg svaerede hende selvsikkert at jeg var fra "klokken er 17.15"... Paa trods af den forvirrede start fik jeg snakket lidt med hende, som alle andre chilenere jeg har snakket med fik vi snakket om min rejse, om universitetet naar jeg kommer hjem, om Danmark osv. Da hun saa skulle til at videre saa skulle vi selvfoelgelig give det obligatoriske kys paa kinden, som er standard "goddag" og "farvel" her i Chile og Argentina. Det der goer det her til en sigende begivenhed er at det faldt mig helt naturligt, at bare snakke med en vildt fremmed om saadanne ting, at kindkysse farvel (tro mig... i starten var jeg ikke rutineret farvel-kindkysser!). Sjovt som tid kan aendre ting og vaner!

13/01 - Vandretur i Santiago. Denne dag fik jeg set endnu mere af det flotte groenne Santiago, markedet Los Dominicos og moedte min foerste dansker paa turen.

14/01 - Vandretur i Santiago vol. 2. Denne gang gik jeg rundt i centrum og hoejdepunkterne her var regeringspaladset La Moneda og Plaza de Armas (unik oplevelse - selvudnaevnte eksperter staar og raaber op om alt mellem himmel og jord som kun de kender svaret paa, is-saelgere gaar rundt og raaber "helado, helado" paa en helt speciel maade, haabende at de faar bid, gamle som unge sidder og spiller skak mens tilskuere staar rundt omkring dem, yderst interesserede, samtidig med dette overalt fortsaetter livet i det moderne og "hurtige" Santiago, forretningsfolk skal tilbage fra frokost, moderen skal med barnet til sport osv. osv. - for en fyr som mig, som synes mennesker er super interessante, saa findes der naesten ikke noget bedre end bare at finde en baenk i en saadan park og bare se paa mennesker, droemme om og forestille sig deres verden, bare suge til sig af alt der foregaar omkring en) Som I kan laese, saa var det ret fedt!
Om eftermiddagen gik jeg til et fiskemarked, "Mercado Central" hvor jeg spiste middagsmad, jeg fik en paella med skalddyr, den var ganske god! Derefter tog jeg op til Cerro San Cristobal hvorfra man har en smuk udsigt over Santiago, det var varmt den dag og havde vaeret det mange dage foer, saa smoggen var ekstra tyk over byen, derfor kunne man ikke se Andesbjergene i baggrunden, men stadig super flot - paa toppen af Santiago.
Om aftenen festede jeg med danskeren (Peter) og nogle ansatte paa hostellet da en af de ansatte skulle tilbage til Argentina, det var sjovt at snakke spansk naermest uafbrudt en hel aften, og saerlig sjovt fordi Peter havde haft spansk i gymansiet men havde paa ingen maade fuldt med, saa han forstod lidt og talte intet, saa kunne man da lige drille ham lidt ved at sige ting til de ansatte som han ikke forstod! Saa kan det vaere han kan laere at foelge med i timerne!!!!!

15/01 - Dagen brugt paa at koebe busbilletter til Valparaiso og til turen Santiago-Mendoza - San Juan.

16/01 - Bus fra Santiago til Valparaiso. Min bus afgik 10.30 fra stationen. Dagen forinden ville jeg gerne have besoegt et hoejdepunkt ligesom Cerro San Cristobal, Cerro Santa Lucia, men jeg kom 5 efter at den var lukket. Saa denne dag stod jeg klar ved gitteret lige da den aabnede og hurtigt fik jeg gaaet rundt -  set de vigtigste ting - skyndt mig tilbage til hostelet - metro til busstationen - bus til Valparaiso.

Ikke et farvel, men et "paa gensyn" til min nye yndlingsby, jeg blev forelsket i, en varm januar 2013. 

09/ 01 - Op af Villarica

Synes at opstigningen / vandreturen op af Villarica skulle have sin egen blog, da den helt specielle oplevelse fortjener at staa alene. For det var virkeligt enestaaende!

Dagen startede klokken 06.30 hvor vi fik udleveret vores toej og udstyr og vi skulle efter planen have vaeret afsted fra hostelet (hostelet havde eget turistbureau hvorfra jeg bestilte turen) klokken 07. Men, mine kaere israelere (i dette tilfaelde 3 piger og 2 drenge) har og havde som altid deres egen dagsorden som ikke behoever at foelge andres ligegyldigt for roevirreterende det maa vaere for de andre i gruppen at sidde i en halv time og vente fordi de ikke lige kunne goere sig faerdige. Men saadan er de dejlige israelere nu engang (ja min ironi skinner igennem, jeg er bare slet, SLET ikke fan...) Det var varmt og solen skinnede fra en skyfri himmel og Villarica var helt klar, fri for skyer, naermest som om den stod og blaerede sig, inviterede os til at komme op. "Her er jeg, hvad kan I saa?"

Vi koerte afsted og det tog ikke saa lang tid da Villarica ligger ca. 20 km fra Pucón. Vi blev koert op til en parkeringsplads og her skulle vi saa traekke i vores jakker og paafoere os vores hjelme. Vi skulle herefter gaa et kort stykke op til en lift, vi fik her tilbuddet om at tage liften for 7.000 pesos eller gaa det forholdsvis lange stykke. Jeg havde laest flere steder paa nettet og hoert fra mange at turen med liften i den grad var det vaerd, da man ikke ville vaere udmattet allerede foer man begyndte opstigningen. Opstigningen af Villarica er en rigtig turistmagnet i det her omraade saa der var vel omkring 300 mennesker denne morgen, tror cirka halvdelen tog liften.

Da vi saa naaede enden af liften blev vi samlet af vores guide og saa skulle vi ellers i gang. Vi laerte teknikken om at bruge hakken, man skulle stoette sig til den og skifte alt efter hvilken side der var "hoejest beliggende" saa man kunne stoette sig til den paa en ordentlig maade. Vi var oprindeligt omkring 25 der var taget afsted fra hostelet, os (5 israelske piger, et israelsk par, et canadisk par og mig) havde taget liften mens de 15 andre havde valgt at gaa. I kan nok forestille jer min begejstring da jeg i min gruppe kun kunne hoere hebraisk.

Saa begyndte opstigningen, vi gik i hele tiden i zig-zag i guidens fodspor, saa det hjalp en del paa svaerhedsgraden af at gaa paa is og sne. Vi holdt en pause for cirka hver 45 min paa vej mod toppen. Foer opstigningen havde jeg laest flere steder at man skulle vaere i rigtig god fysisk form for ikke at komme i problemer op af stigningen og jeg var godt nervoes foer vi startede. Jeg foelte mig ikke sikker paa om jeg var i god fysisk form, paa trods af mine mange byvandringer og vandreture i El Chalten. Men hvor var det fedt, og hvor maa jeg have vaeret i god form(haha!). Det var som om at jeg naermest fik det bedre og bedre jo hoejere op vi kom. Der var specielt momenter jeg oplevede paa vejen som naesten kan sammenlignes med cykelsporten. Oejeblikket hvor man ved det goer ondt paa én selv, men man kan se paa konkurrenterne at det goer endnu mere ondt paa dem, og derfor faar man moral og endnu mere styrke end foer. Det lyder lidt brutalt, for vi var jo en gruppe og det var ingen konkurrence, maalet var jo bare at faa alle op til toppen, men alligevel foelte jeg at jeg fik "diamanter i benene" for hver gang jeg saa at israelerne ikke kunne foelge med. Paa et tidspunkt blev vi overhalet af "drenge-gruppen" og her tilboed min guide at jeg kunne gaa med dem op, han maa have stoppet diamanterne i benene, men jeg syntes at det gik meget godt her, saa ingen grund til at risikere noget. Paa vejen op blev udsigten over det omkringliggende landskab kun bedre og bedre og da dagen var varm og klar var der ingen skyer til at oedelaegge udsigten.

Efter ca. 4,5 timers vandring i sne med en sol braendende ned fra himlen, kunne vi endelig tage de sidste skridt op paa toppen af vulkanen. Det var vildt at hele vejen op kunne man se roegen der steg op fra vulkanen, det gav moral at vide, at der var virkelig noget at komme efter oppe paa toppen. Alle fra min gruppe naaede toppen, paa trods af at den israelske fyr kom i store problemer halvvejs. Paa toppen var en fantastisk udsigt og et flot syn kunne se indersiden af vulkanen, lige denne dag / paa det tidspunkt kunne man ikke se lavaen boble nede i vulkanen, men hvor var det fedt og sejt at staa der paa toppen paa trods af manglen paa lava!!

VICTORY!!!

Efter cirka 20 minutter paa toppen skulle vi saa ned igen, og denne gang skulle vi IKKE gaa. I stedet havde vi faaet en bobslaede og slidstaerke bukser... Vi skulle kure ned af vulkanen, paa roev og albuer, naesten i bogstaveligste forstand!! Flere af pigerne i min gruppe var vaeldig bange, "det ville jo gaa rigtig staerkt" "ville de ikke falde ud over kanten" osv. (alle klassikerne) men som guiderne selv sagde saa gjorde man det her fordi det var sikrere end at gaa ned. Nogle steder maatte man kun koere paa roeven, andre steder maatte vi bruge bobslaeden. Hvor var det fedt!!!! Vi skulle bruge hakken til at regulere farten og ja... jeg var en fartboelle! Der var 5 "etaper" paa vejen ned, altsaa steder hvor vi koerte ned, hvorefter vi gik hen til det naeste sted hvorfra man kunne kure ned. Paa 3 af dem fik jeg masset mig forrest og saa fik den ellers ikke for lidt!!! Flere gange proevede jeg at komme op og "flyve" da folk der havde koert langsomt havde samlet sne, som derved havde dannet en slags bakke (for mig, en rampe). Det var SAA fedt!! Og det var ekstra rart at jeg fik lov til at koere foerst et par gange, for hold nu op hvor koerte de piger langsomt.

Da vi naaede bunden, skulle vi gaa tilbage igen, denne gang kunne vi ikke vaelge liften. Men det var en let tur, pumpet op paa adrenalin, selvtillid og glaede var jeg nede som den foerste og ventede faktisk i 20 min paa at de andre fik slaebt sig ned. "El Vikongo" fik igen vist hvor skabet skulle staa.
Og da det hele var slut og vi skulle til at koere tilbage, da stod Villarica helt klar, med solen skinnende ned, og man kunne taenke, "Taenk, at jeg har staaet deroppe..."

Aldrig foer har jeg vaeret saa meget paa toppen