Bekendtskaber fra hele verden og dumme tanker klokken 06 om morgenen.

Saa sider jeg her igen ved en computer paa hostelet i Buenos Aires. Jeg skal snart ud paa en tur med nogle folk jeg har moedt her paa hostelet.

Jeg har siden mit sidste indlaeg snakket med folk fra Brasilien, Canada, England, Peru, Holland og flere argentinere. Igaar var jeg paa en tango-bar hvor jeg staerkt fortryder at jeg ikke medbragte mit kamera. Men min nervoesitet og store paapasselighed gjorde at jeg lod den blive hjemme. Men hold da op hvor var det fedt! Det var paa en lille lokal tango-bar hvor der naermest ingen turister var. Naesten kun lokale. At se passionen og glaeden ved at danse tango var helt fantastisk og det var rigtigt hyggeligt at sidde med Jasmine, Simon, Chris og de andre.

Igaar kom jeg ogsaa paa noget af en gaatur. Jeg skulle til Retiro-busterminalen (en kaempe busstation som er naesten ligesom en lufthavn, med hundredevis af busselskaber som koerer i alle retninger baade regionalt, nationalt og internationalt. Men det var ikke saa lige til at finde derhen som jeg troede. Foerst gik jeg den forkerte vej paa vejen hvor jeg bor "Avenida de Mayo", derefter kom jeg til at gaa efter togstationen, men heldigvis laa den ikke saa langt fra busstationen. Jeg endte med at gaa omkring 4-5 timer...

Paa hostelet kommer og gaar folk meget, og mange af dem paa mit vaerelse gaar meget sent i seng efter at have vaeret i byen. Det og en aircondition der larmer som jeg ved ikke hvad, har gjort det svaert for mig at sove godt, de sidste par dage. Jeg kom i seng klokken 04 i nat efter tangoshowet og vaagnede omkring klokken 06.30 - 07.00 og kunne ikke falde i soevn igen.

Naar man ligger der kommer man til at taenke (selvom man har haft en sjov aften med nye bekendtskaber). Jeg savner stadig min familie og Michelle rigtig meget, man kommer til at taenke paa de mange dage der er til jeg ser dem igen, om jeg ikke kan tage et fly hjem snart osv. Masser af tanker som flyver rundt i hovedet naar man er paa den anden side af kloden, vaek fra den familie som man har vaeret i naerheden af de sidste 19 aar. Det er svaert og maerkeligt. Det goer det ikke bedre at min mp3 ikke virker, adaptoren jeg har koebt og taget med passer ikke i de argentinske stik, min telefons simkort virker kun i Danmark og den deo jeg koebte igaar var paa ingen maade en deo...

Jeg glaeder mig til at komme til San Juan og moede familien, haaber at mit afsavn kan skrumpe lidt ved at vaere hos dem. Tankerne jeg sender til min familie og min kaereste maa i hvert fald stoppe for ellers kan jeg ikke holde det ud i 5. mdr. Men nu maa vi se. Det fede ved det her er jo at det er min tur og mig der bestemmer hvad der skal se. Man skal selvfoelgelig ikke give op bare fordi man savner sin familie og kaereste, men selv hvis jeg ikke har lyst til at vaere her i 5 mdr. og vil hjem saa kan jeg goere det uden at foele mig forpligtet over for nogen.

 Og saa taenker jeg at jeg foerst som sidst i denne blog-serie kan sende min dybfoelte tak til min spansk og naturgeografilaerer fra VGT Joan Hegelund. Tusind tak for hjaelpen baade foer min rejse og under den netop nu, uden hjaelpen fra dig ville jeg aldrig have turdet springe ud i det her og give det en chance. TAK !

Naeste gang jeg skriver bliver formentlig fra San Juan hos familien. Haaber at jeg er lidt gladere naeste gang jeg kigger forbi.

Hasta luego!